Eksponentiel undervisning til Copenhagen Science City
Innovationslystne forskere, studerende og erhvervsdrivende kan vente ny inspiration til at udnytte teknologiske gennembrud. Den anerkendte amerikanske tænketank og uddannelsesinstitution Singularity University er netop, under navnet SingularityU Denmark, rykket ind i et 5.000 m2 stort innovations- og uddannelsescenter i vidensbyen Copenhagen Science City.
Tæt koncentration af højtuddannede
SingularityU Denmark flytter ind i en vidensby med en af Europas tætteste koncentrationer af højtuddannede. Mellem Søerne, Fælledparken og Nørrebrogade har flere end 30.000 forskere, studerende, og ansatte deres daglige gang på Københavns Universitets sundheds og naturvidenskabelige fakulteter, Rigshospitalet og Professionshøjskolen Metropol, mens en stribe kontorhoteller er hjemsted for over 200 videnstunge virksomheder.
”SingularityU Denmark bliver en del af en fantastisk vidensby og åbner for nye, spændende samarbejdsmuligheder. SingularityU Denmark vil også styrke Copenhagen Science City’s evne til at tiltrække internationale virksomheder og talenter til området,” siger Kristoffer Klebak, sekretariatschef for Copenhagen Science City.
Uddannelse og innovation
SingularityU Denmark vil undervise både private og offentlige ledere, medarbejdere og iværksættere i at udnytte såkaldte eksponentielle teknologier. De etablerer også et innovationsmiljø med testlaboratorier, biotech-laboratorier og et såkaldt ”makerspace”, hvor man blandt andet kan udvikle prototyper.
Californisk virkelyst, Nordisk indsigt
Eksponentielle teknologier kan ifølge SingularityU Denmark skabe vækst og jobs og bidrage til at løse nogle af verdens udfordringer med klimaforandringer, sygdom og fattigdom. Eksponentielle teknologier er bl.a. kunstig intelligens, 3D print, robotteknologi, bioteknologi og nano-teknologi. Mange forskningsmiljøer i Copenhagen Science City er med til at udvikle disse teknologier og SingularityU Denmark er allerede i dialog med flere omkring samarbejder – blandt andet om at blive en del af det internationale fakultet, som organisationen etablerer.
Om SingularityU Denmark
Stifterne Laila Pawlak og Kris Østergaard er begge faculty på Singularity University i Silicon Valley og står bl.a. bag diverse uddannelses- og acceleratorprogrammer samt DARE2mansion – et af Danmarks førende iværksætterhuse.
SingularityU Denmark ligger et stenkast fra Universitetsparken i Titanhus, Titangade 11, 2200 København N. Du kan læse mere om SingularityU Denmark her: www.SingularityUdenmark.org
For yderligere information:
Kristoffer Klebak
Sekretariatschef for Copenhagen Science City
Mobil: 22 56 83 88
E-mail: kk@copenhagensciencecity.dk
www.copenhagensciencecity.dk