Single Blog Title

This is a single blog caption

Genoptræning med mobilen fik udviklingshjælp af iværksætterhus

Genoptræningsprogram til mobilen sikrer lægekontakt og forsvarlige øvelser

Ondt i ryggen skal trænes væk, men genoptræning kan være både svært, hårdt og farligt uden uddannet hjælp. En lille gruppe iværksættere vil levere øvelser, motivation og tryghed direkte til din smartphone gennem app’en Injurymap. Så store ambitioner stiller krav til produktet. Den afgørende udviklingsproces kom i gang, efter virksomheden flyttede ind i SUND Hub, som er et innovationsmiljø for studerende og sundhedsprofessionelle på Københavns Universitet. Det fortæller Ulrik Borch, der er en af stifterne bag genoptræningsassistenten.

”I SUND Hub har vi mødt forskere og sundhedsfagligt personale, der kunne hjælpe os videre. Vi blev også en del af et iværksættermiljø, hvor alle virksomhederne arbejder med sundhedsprodukter. Stemningen er åben og hjælpsom. Vi fortæller hinanden om kunder, om messer, ja vi hjælper endda hinanden med at skrive ansøgninger til legater, selv om vi er konkurrenter”, siger Borch.

Smartphone som alternativ til behandler

Injurymap er et alternativ til at genoptræne med en behandler. Formålet er, at tilbyde vejledning til alle mens de træner, og app’en kan skræddersy genoptræningsforløb til de mest almindelige lidelser i muskler og led. Takket være avanceret software, såkaldt machine learning, kan app’en tilpasse sig den enkelte patient og løbende justere træningens niveau. Hvis genoptræningen går den forkerte vej, kan Injurymap oven i købet sende patienten en tur til lægen.
”Injurymap er CE-mærket som medicinsk udstyr, og vi arbejder nu målrettet på at brede den ud blandt praktiserende læger og leverandører af genoptræning – fx kommuner, regioner, hospitaler eller sundhedsforsikringer. Vi tilbyder en app, som gør deres patienter i stand til at tage vare på sig selv – uafhængigt af en behandler. For patienten giver det både omkostningsmæssige fordele og fleksibilitet”, slår Borch fast.

Ingen salg uden lægegarantier

Injurymap startede som en idé hos de tre venner, Sebastian Schock, Mathias Bang og Ulrik Borch. De tre troede egentlig, at de skulle udvikle en app, der kunne stille diagnoser. I august 2016 fik de kontorplads i SUND Hub, og her kom der for alvor skub i projektet. Kort inden havde de mødt de to gigtlæger Finn Johannsen og Pierre Schydlowsky, og sammen med de to eksperter i genoptræning har de nu udviklet træningsprogrammer med over 100 forskellige øvelser, der sættes sammen og præsenteres i app’en. Lægerne står også som garanter for, at øvelserne følger den bedst kendte praksis på området. Det har været afgørende for overhovedet at komme i gang med at sælge Injurymap, fortæller Ulrik Borch.

”Sundhedsområdet er svært at komme ind på. Der er enormt mange aktører i sundhedsvæsnet, og de stiller høje krav til at produkterne skal være gennemarbejdede og troværdige. Takket være Finn og Pierre og det netværk folk fra SUND Hub har introduceret os til, har vi kunnet skabe en app, som både læger og brugere har taget rigtig godt imod. Hvis alt går efter efter planen sætter vi uafhængig forskning i gang til efteråret”, siger Borch.

Kommunale naboer rådgiver om kunder

Måske bliver SUND Hub også porten til de første kunder. Innovationsmiljøet ligger i hjertet af Copenhagen Science City i en bygning, hvor naboerne tæller blandt andre Københavns Kommunes afdeling for Velfærdsinnovation. For den lille iværksættervirksomhed har det haft stor værdi at kunne tale med nogen, der kender patienternes behov indgående, og Injurymap håber at kunne blive i nabolaget, når de bliver nødt til at forlade SUND Hub.

Drømme om fortsat fællesskab

For at få adgang til kontorpladserne og støtten til forretningsudvikling skal virksomheder skrive en motiveret ansøgning. De får kun plads for tre måneder ad gangen, og det længst mulige ophold er et år. Derfor skal Injurymap finde et nyt tag over hovedet til august 2017. Allerhelst ville de blive i fællesskabet omkring SUND Hub, men hvis det ikke kan lade sig gøre, håber de at skabe et kontorfællesskab sammen med nogle af de andre virksomheder, som i disse dage er ved at vokse sig ud af universitetets innovationsmiljø.

Genoptræningsapp’en kan allerede købes til både iPhone og Android. Foreløbig indeholder den kun træningsprogrammer til lænde- og rygsmerter, men fra september suppleres med øvelser til genoptræning af skulder, ankel og nakke.

 Sådan virker Injurymap
  • Du fortæller app’en hvad du fejler og hvem du er.
  • App’en kombinerer øvelser til dit genoptræningsprogram.
  • Hver øvelse bliver forklaret med en video.
  • Efter hver øvelse fortæller du app’en hvor hårdt det var og hvor ondt det gjorde.
  • Oplysningerne bruger app’en til løbende at justere niveauet i din træning.
  • Hvis dit smerteniveau ændrer sig negativt, anbefaler app’en en tur til lægen.
  • Injurymap koster 29 kroner om måneden.
  • Injurymap er beregnet til behandling efter du har været hos lægen.

Læs mere om Injurymap her, hvor du også kan se en lille video om, hvordan Injurymap fungerer: